Blog
21-03-2011, af: Bjarne Ove Nielsen
Kære Alle
Jeg er blevet opsagt i mit nuværende terapilokale og søger det rette sted, at fortsætte mit
virke.
Har du plads eller kender du én der har ?
Jeg skal bruge et lokale senest den 1/5 2001
kh
Bjarne
Ps. Lokalet skal ligge i københavn :o)
Kommentarer (0)
19-01-2010, af: Lisbeth Nuka Heiring
Har du lyst til en smagsprøve på meditation, holder jeg kursus den 30. januar med
opfølgning den 7. febr. Se indhold på min hjemmeside www.din-coach.dk under
meditation.
mange hilsner
Lisbet Dalum
Kommentarer (0)
04-01-2010, af: Lisbeth Nuka Heiring
Kære medlem og kollega!
Rigtig godt, sundt og dejligt nytår!!!
Vi er hvad vi gør og tænker ..........
Gør noget godt for dig selv og tænk positivt og konstruktivt i 2010
PpD kan tilbyde et foredrag i marts og mere senere på året.
De bedste hilsner og ønsker om et godt og udbytterigt år
Lisbet
Kommentarer (0)
03-06-2008, af: Ralf Ploug Hansen
Anmeldelse af bogen: \\"Kærlighedens to ansigter\\" af Sagarpriya DeLong.
Hvorfor sker det, at mange mennesker gang på gang møder de samme problemer i deres job, kærlighedsliv og i andre af livets forhold?
Ifølge Sagarpriya handler det om, at der er ubalance mellem den indre mand og kvinde.
Vi indeholder alle disse to meget forskelligartede sider, som er med til at styre alt, hvad vi foretager os.
Så længe de samarbejder og begge får den plads, de har brug for, er alt godt, men dominerer den ene part, sætter det sig spor som stress, utilfredshed og problemer i forhold til andre.
Forfatteren gennemgår forskellige cases, der viser, hvordan det forholdsvis enkelt er muligt at bearbejde grundlæggende problemstillinger via en integration af den indre mand og kvinde og dermed blive et mere helstøbt og harmonisk menneske.
Der er guidede meditationer, som er lette at følge.
Sagarpriya DeLong kommer jævnligt til Danmark og underviser på Osho-Risk-uddannelserne i Brædstrup.
Bogen er skrevet i et enkelt sprog og er direkte anvendelig for terapeuter.
Kommentarer (0)
13-05-2008, af: Ralf Ploug Hansen
Kybernetisk psykologi med særlig henblik på traumer.
Peter A. Levine: Væk tigeren – citater og noter fra læsning (Word-dokument kan fås).
Forord.
RPH: Der er forskelle på PL’s (Peter Levine) og Ole Vedfelt’s (OV) opfattelse af hvordan kroppen og hjernen fungerer? OV har sin kybernetik – netværksteorien. PL har Den tredelte hjerne (Paul D. McLean).
(s.16 3/11): ”Denne frontforskning gentager kun hvad den gamle visdom altid har vidst, nemlig at hvert enkelt organ i kroppen, også hjernen, har sine egne tanker, følelser og tilskyndelser og er i kontakt med alle de andres”.
(s.16 4/3): ”Traumer kan bare ikke helbredes, hverken nu eller senere, medmindre man også forholder sig til den afgørende rolle, som kroppen spiller”.
(s.16 5/1): ”Hinsides det mekanistiske og reduktive livssyn findes der en levende organisme, som sanser, føler og ved”.
(s.17 1/6): ”Ved at besejre traumets ødelæggende kræfter vil vore medfødte evner føre os op på et højere niveau af selvbeherskelse og indsigt”.
Indledning: Krop og bevidsthed.
(s.19 1/1): Hvis du oplever nogle mærkelige symptomer, som ingen tilsyneladende er i stand til at forklare, kan de komme fra en traumatisk reaktion på en gammel begivenhed, som du måske ikke engang kan huske”.
(s.20 2/3): ”Medmindre vi får adgang til kroppen og bevidstheden som en enhed, vil vi aldrig være i stand til at forstå eller helbrede traumet i dybere forstand”.
Indledning: At finde en metode.
(s.20 4/3): ”Folk blev utrolig lettede over omsider at forstå hvordan symptomerne blev skabt og opdage, hvordan de kunne genkende og opleve deres egne instinkters funktion. Somatisk Oplevelse er noget helt nyt, som endnu ikke er gjort til genstand for streng videnskabelig undersøgelse”.
Indledning: Kroppen som helbreder.
(s.21 5/1): ”Når jeg taler om organismen, refererer jeg til Websters’s definition af en kompleks struktur bestående af uafhængige og underordnede elementer, hvis indbyrdes sammenhænge og egenskaber i det store og hele bestemmes af deres funktion inden for helheden”.
(s.23 3/10): ”Nogle af de katartiske metoder, som fremmer en voldsom følelsesmæssig genoplevelse af traumet, kan være skadelige. Jeg tror at de katartiske metoder i det lange løb skaber en afhængighed af fortsat katarsis og tilskynder til fremkomsten af såkaldt falske erindringer. På grund af traumets natur er der gode muligheder for, at den katartiske genoplevelse af en begivenhed, vil virke traumatiserende i stedet for helbredende”.
(s.23 11/3): ”Choktraumer indtræffer, når vi oplever mulige livstruende begivenheder, som overvælder evnen til at reagere effektivt. I modsætning hertil kan mennesker, som er blevet traumatiseret gennem fortsat misbrug som børn, navnlig hvor misbruget fandt sted i familiesammenhæng, lide af et udviklingstraume. Udviklingstraumer omhandler hovedsagelig de psykologisk funderede problemer, der i almindelighed er resultatet af utilstrækkelig omsorg og støtte gennem kritiske udviklingsfaser i barndommen”.
Indledning: Hvordan man bruger bogen.
(s.25 3/1): ”Kropsfornemmelser og ikke voldsomme følelser er nøglen til helbredelse af traumer”.
1. Skygger fra en glemt fortid.
Naturens plan.
(s.29 3/3): ”Det stivnede dyr spiller ikke dødt. Det går instinktivt ind i en forandret bevidsthedsform, som er fælles for alle pattedyr, når døden synes uundgåelig”.
(s.29 4/1): ”Fysiologerne kalder den forandrede bevidsthedsform for en ubevægeligheds-eller fastfrysningsreaktion. Det er en af de tre primære reaktionsmåder, som et krybdyr eller et pattedyr har til rådighed, når det konfronteres med en overvældende trussel”.
(s.30 3/1): ”De fleste menneskelige kulturer har en tendens til at dømme den instinktive overgivelse over for den overvældende fare som svaghed ensbetydende med fejhed.
Bag denne dom ligger der imidlertid en dyb, menneskelig angst for ubevægelighed. Vi undgår den, fordi det er en tilstand der ligner døden meget. Undgåelsen er forståelig, men vi betaler dyrt for den. De fysiologiske kendsgerninger demonstrerer klart, at evnen til at gå ind og ud af denne naturlige reaktion er nøglen til at undgå traumets hæmmende effekt”.
Hvorfor se på naturen? Traumet er fysiologisk.
(s.31 1/1): ”Nøglen til at helbrede symptomer på traumer hos mennesker ligger i vores fysiologi”
(s.31 2/1): ”De autonome og instinktuelle dele af menneskets hjerne og ner-vesystem er stort set identiske med andre pattedyrs og endda krybdyrs. Vores hjerne, som ofte kaldes den tredelte hjerne, består af tre integrerede sy-stemer. De dele omtales ofte som krybdyrhjernen (instinktuel), pattedyrs- eller den limbiske hjerne (emotionel) og den menneskelige hjerne eller neo-cortex (rationel).
RPH: Ophavet til teorien om den tredelte hjerne er: Paul D. McLean’s The triune brain in evolution fra 1990.
(s.31 2/10): ”Jeg vil endda gå videre og sige, at nøglen til helbredelse af de traumatiske symptomer hos mennesket ligger i vores evne til at efterligne vilde dyrs flydende omstilling, når de gennemlever og ryster ubevægelighedsreaktionen af sig og bagefter igen er fuldt bevægelige og funktionsdygtige”.
(s.32 3/1): ”Retningen er ikke så tydeligt udstukket for menneskedyret. Når vi konfronteres med en livstruende situation, kan vores rationelle hjerne blive forvirret og sætte sig ud over de instinktuelle impulser. Skønt denne tilsidesættelse muligvis sker i den bedste mening, så sætter den ledsagende forvirring scenen for de jeg kalder Medusa komplekset – det drama, som kaldes et traume.
Det drejer sig om energi.
(s.33 2/6): PTSD opstår, når vi ikke kan gøre processen færdig ved at bevæge os ind i, gennem og ud af tilstanden med ubevægelighed og fastfrysning. Vi kan imidlertid tø op igen, hvis vi genoptager og hjælper den naturlige tilskyndelse til at vende tilbage til en tilstand med dynamisk balance”.
(s.33 2/7): ”Selvom impalaen ligger dødstille, svarer det der nu sker i impalaens krop til det, der sker med din bil, hvis du samtidig træder på bremsen og trykker speederen i bund. Forskellen mellem den indre ophidselse i ner-vesystemet (motor) og den ydre ubevægelighed (bremse) skaber en kraftig turbulens i kroppen svarende til en orkan. Denne orkan af energi bliver det centrum, som symptomerne på traumatisk stress formes ud fra”.
(s.33 4/1): ”Et truet menneske (eller en impala) skal frigøre al den energi, der er mobiliseret for at imødekomme truslen, hvis det ikke skal blive et offer for et traume. Den overskydende energi forsvinder ikke bare. Den for-bliver i kroppen og fremtvinger ofte dannelsen af en række forskellige symptomer, for eksempel angst, depression og psykosomatiske og adfærds-betingede problemer. Disse symptomer er organismens måde at rumme (el-ler inddæmme) den bundne overskudsenergi”.
(s.34 4/1): ”Heldigvis kan de samme energier som frembringer traumets symptomer forvandle traumet, forudsat de angribes rigtigt og sættes i bevægelse, og dermed kan de føre os frem til et højere niveau af helbredelse, selvbeherskelse og endog visdom. Det opløste traume er en stor gave, som hjælper os tilbage til den naturlige virkelighed med ebbe og flod, harmoni, kærlighed og medfølelse”.
2. Traumets gåde.
Hvad er et traume?
(s.35 2/5): ”Hjælpeprofessionerne har en tendens til at beskrive traumet ud fra den begivenhed, som udløste det, i stedet for at definere det selvstæn-digt”.
(s.37 2/5): ”Vi kan lære at påvise en traumatisk oplevelse ved at undersøge vores egne reaktioner. Den har en oplevelseskvalitet, som er umiskendelig, når man først kender den”.
Traumets gåde.
(s.39 1/3): ”Hvad der imidlertid var mere betydningsfuldt for hans liv og for alle, som interesserer sig for traumer, var, at han kom ud af situationen uden den samme grad af invaliderende traumatiske efterreaktioner som de andre 25 børn. Han kunne holde sig selv i gang og i bevægelse under den ubevæ-gelighedsreaktion, som fuldstændig overvældede de andre og gjorde dem ukampdygtige. Nogle af dem var så bange, at deres angst fortsatte med at overvælde og fiksere dem længe efter at den faktiske fare var drevet over. Dette er et tema, som genfindes hos traumatiserede mennesker. De er ude af stand til at overvinde angsten i oplevelsen. Hændelsen bliver ved med at overvælde dem, benene er slået væk under dem og de er skrækslagne. De er ikke i stand til at genoptage livet, fordi de bogstaveligt talt er spærret inde i deres frygt”.
Tigeren vågner: Et første glimt.
(s.41 4/1): ”Jeg ved nu, at det ikke var den dramatiske følelsesmæssige katarsis og genoplevelsen af barndommens operation på mandlerne, som var det der førte til hendes helbredelse, men den udladning af energi hun ople-vede, da hun flød ud af sin passive, frosne ubevægelighedsreaktion og ind i en aktiv og heldig flugt”.
(s.42 1/5): ”Den anden dybe indsigt, jeg høstede af Nancys oplevelse, var, at de ressourcer, som gør en person i stand til at klare den trussel, han stilles overfor, kan bruges til helbredelse. Dette gælder ikke kun i selve situatio-nen, men selv mange år efter begivenhederne.
Jeg lærte, at det var unødvendigt at hale gamle erindringer frem og gennemleve deres følelsesmæssige smerte for at helbrede traumer. Faktisk kan alvorlig følelsesmæssig smerte virke retraumatiserende. Det, vi er nødt til at gøre for at blive befriet for vores symptomer og angst, er at vække vores dybe fysiologiske ressourcer og udnytte dem bevidst”.
(s.42 5/9): ”Efterhånden som mit arbejde udviklede sig, opdagede jeg at helbredelsesprocessen var mere effektiv, hvis den forløb mindre dramatisk og fandt sted mere gradvis”.
(s.43 3/1): ”Indtil vi forstår, at traumatiske symptomer både er fysiologiske og psykologiske, vil vi komme sørgeligt til kort i forsøgene på at helbrede dem. Kernen i problemet består i at kunne erkende, at traumer repræsenterer dyriske instinkter, som er gået skævt. Når de udnyttes, kan disse instinkter bruges af bevidstheden til at omforme traumatiske symptomer til en tilstand af velvære”.
3. Sår som kan læges.
(s.45 2/1): ”Traumets rødder ligger i vores instinktuelle fysiologi”.
(s.45 2/9): ”Vi vil se, at den endeløse søgen efter og genkaldelse af såkaldt traumatiske erindringer tit kommer i vejen for organismens naturlige helbredelsesevne”.
(s.45 3/5): ”Posttraumatisk stress er et eksempel herpå. Disse symptomer forsvinder ikke før reaktionerne er udløst og afsluttet. Energien, der er holdt tilbage i ubevægeligheden, kan transformeres som vi har set det i Bob Barklays og Nancys tilfælde (kap. 2). Begge disse personer klarede en bio-logisk mobilisering og udløsning af overlevelsesenergien, som tillod dem at genvinde fuld vitalitet”.
Traumet er ikke en sygdom men en tilstand af spænding.
(s.49 2/3): ”Hvad enten restitueringsprocessen undertrykkes med medicin, fastholdes i stivnet frygt eller kontrolleres gennem viljesanstrengelse, vil den naturlige evne til selvregulering blive afsporet”.
(s.49 3/9): ”Vi behøver kun at helbrede vore nuværende symptomer og gå videre. Helbredelsens øjeblik forplanter sig fremad og tilbage, udad og rundt omkring”.
4. Et nyt og ukendt land.
Traume!
(s.53 4/1): ”I dag er de fleste mennesker opmærksomme på den kendsgerning, at seksuelt, fysisk og følelsesmæssigt overgreb på samme måde som det at blive udsat for vold eller fare kan ændre et menneskes liv dybtgående. Hvad de fleste mennesker ikke ved er, at tilsyneladende gode situationer kan være traumatiserende. Konsekvenserne af traumer kan være både vidt-forgrenede og skjulte”.
(s.54 1/4): ”Symptomerne kan være hvilende og ophobes gennem år. Derpå kan de vise sig uden varsel i en periode med stress eller som følge af en an-den ulykke. Det er heller ikke sikkert, at der er noget tegn på den oprindeli-ge årsag. På den måde kan en tilsyneladende ubetydelig begivenhed give anledning til et pludseligt sammenbrud, svarende til det som en enkelt, katastrofal situation kan afstedkomme”.
Kom videre med dit liv.
(s.56 2/1): ”Fordi symptomer og følelser, der er forbundet med traumer, kan være ekstreme, vil de fleste af os (og dem der står os nær) føle afsky og forsøge at undertrykke de voldsomme reaktioner. Uheldigvis kan den gensidige afvisning forhindre os i at blive helbredt”.
Hvem traumatiseres.
(s.56-59 ): ”Evnen til at reagere hensigtsmæssigt, når vi udsættes for fare eller trussel, bestemmes af en række forskellige faktorer:
Selve begivenheden:
Hvor truende er den?
Hvor længe varer den?
Hvor ofte forekommer den?
Sammenhængen i personens liv omkring tidspunktet for den traumatiske begivenhed:
Støtte (eller mangel på den) fra familie og venner.
Belastningen fra dårligt helbred, stadigt stress, udmattelse eller
dårlig ernæring spiller også en vigtig rolle.
Personens fysiske egenskaber:
Nogle mennesker er konstitutionelt (genetisk) mere mod-
standsdygtige over for belastende begivenheder end andre.
Styrke, hurtighed og generel god kondition.
Personens alder /niveauet af fysisk udvikling og modstands-
dygtighed.
Personens tillærte evner:
Spædbørn og børn eller hvem som helst, der mangler erfaring
og kunnen i forhold til at håndtere en truende situation, er me-
re udsatte for traumatisering.
Personens oplevelse af sin egen evne til at imødegå fare:
Nogle oplever sig selv som udmærket i stand til at forsvare sig
selv mod fare og andre gør ikke.
Ressourcerne kan være indre eller ydre.
Ydre: Hvad omgivelserne forsyner os med som mulige red-skaber til sikkerhed (et højt træ, et skjulested, et våben eller for et barn en voksen, som møder det med respekt i stedet for overgreb.
Indre: Psykologiske holdninger og erfaringer samt vigtigst vo-re medfødte reaktionsmønstre for kamp-, undgåelses- og flugtsituationer.
Forhistorie med succes eller fiasko:
Hvorvidt vi er i stand til at gøre brug af disse instinktuelle reaktionsmønstre eller ej afhænger i høj grad af vores tidligere succeser eller fiaskoer i lignende situationer.
Årsager til traumer.
(s.61 1/1): ”Mange begivenheder kan forårsage traumatiske reaktioner senere i livet, afhængig af hvordan personen oplevede dem dengang. Nogle eksempler på almindelige forløbere for traumer er:
• Fostertraumer (i livmoderen)
• Fødselstraumer
• Tab af en af forældrene eller nære familiemedlemmer
• Sygdom, høj feber, tilfældig forgiftning
• Fysiske skader, herunder fald og ulykker
• Seksuelle, fysiske og følelsesmæssige overgreb, herunder alvorlige
omsorgssvigt eller mishandlinger
• Overværelsen af vold
• Naturkatastrofer som jordskælv, brande og flodbølger
• Bestemte handlinger hos læge eller tandlæge
• Operationer, navnlig fjernelsen af mandlerne under æterbedøvelse,
operationer for problemer med hørelsen og for såkaldt tunge øjenlåg
• Bedøvelse
• Langvarig ubevægelighed. Når små børns ben eller kroppe lægges i gips
eller skinner af forskellige grunde (indaddrejede fødder, side-krumning af
rygsøjlen).
5. Helbredelse og fællesskab.
Somatisk Oplevelse.
(s.66 1/1): ”Skønt jeg anerkender den shamanistiske tilgang som gyldig og er taknemmelig for, hvad jeg har lært i mit arbejde og min undervisning sammen med flere shamaner fra flere forskellige kulturer, er den frem-gangsmåde som bliver præsenteret i denne bog, nemlig Somatisk Oplevelse, ikke shamanistisk. En af de vigtigste forskelle mener jeg ligger i, at vi hver især har en større evne til at helbrede os selv end man skulle tro ud fra den shamanistiske synsvinkel. Vi kan gøre meget for at genvinde vores egen sjæl. I støtten fra venner og slægtninge har vi en kraftig ressource til vores helbredsrejse”. …. ”Selvfølgelig er en uddannet professionel til gavn ved styringen af processen, navnlig hvis traumet indtrådte i en meget tidlig alder eller der har fundet misbrug eller svigt sted”.
(s.67 2/1): ”I den shamanistiske fremgangsmåde beder medicinmanden eller –kvinden sjælen om at vende tilbage til kroppen. I den Somatiske Oplevelse begynder man sin egen helbredelse ved at reintegrere tabte eller fragmente-rede dele af det essentielle selv. For at udføre den opgave, må man have et stærkt ønske om at blive hel igen. Ønsket virker som et anker for sjælen så den kan få forbindelse med kroppen igen. Helbredelsen finder sted efterhån-den som tidligere frosne dele af ens erfaringsliv (i form af symptomer) løs-nes fra deres funktion i traumet og gør en i stand til at tø gradvis op. Når man bliver optøet, har man mulighed for at blive mere flydende og velfun-gerende”.
RPH: PL’s øvelse på s. 68, som han kalder at begynde at invitere sjælen tilbage i kroppen er en træning i at fokusere på sin krop, at mærke den med awareness til følge (=integration på et højere, mere komplekst bevidsthedsniveau).
6. I traumets spejlbillede.
Medusa.
I dette kapitel begynder vi at udforske en almindelig fremgangsmåde til at overvinde traumer. Når vi bliver i stand til at opleve os selv som sansende menneskedyr, kan vi begynde at løsne traumets greb i os og forvandle dets stærke energier. Men vi gør ikke direkte front mod det for ikke at blive fan-get i dets frygtindgydende greb. Som i en kinesisk fingerfælde må vi forsig-tigt glide ind i traumet og derpå trække os ud igen.
I myten om Medusa blev alle der kiggede hende i øjnene forvandlet til sten. Det samme er tilfældet med traumer. Hvis vi forsøger at konfrontere traumet lige på og hårdt, vil det fortsat gøre hvad det allerede har gjort – gøre os ubevægelige af frygt. … Tilsvarende ligger løsningen på traumets overvin-delse ikke i en direkte konfrontation, men i at arbejde med dets spejlbillede, som viser sig i vores instinktuelle reaktioner.
Traumet er så fængslende, at traumatiserede mennesker tvangsmæssigt fo-kuserer på det. Desværre vil den situation, der oprindelig betvang dem, overvinde dem igen og igen. Kropsfornemmelser kan bruges som vejvisere til at markere, hvor vi oplever traumet og føre os til de instinktuelle ressour-cer. Ressourcerne giver os styrke til at beskytte os mod rovdyr og andre truende kræfter. Vi har alle disse instinktuelle ressourcer. Når vi først lærer at få kontakt med dem kan vi skabe vort eget skjold til at spejle og helbrede traumer”.
(s.71 3/1): ”Når vi begynder helbredelsesprocessen bruger vi det, der kaldes den oplevede fornemmelse [ARPH: Begrebet stammer fra Eugene Gendlin] eller de indre kropsfornemmelser. Disse fornemmelser tjener som en åbning gennem hvilken vi kan opdage symptomerne eller traumets refleksioner. Ved at rette vores opmærksomhed mod disse indre kropsfornemmelser i stedet for ho-vedkuls at angribe traumet, kan vi løsne og frisætte de energier, som er ble-vet holdt i skak”.
7. Den dyriske oplevelse.
Dyrene gør det også.
(s.87 1/1): ”Naturen har udstyret næsten alle levende væsner med nogle ret ens reaktioner i nervesystemet på truende fare. Det er imidlertid kun en en-kelt af alle arterne, der regelmæssigt udvikler langvarige, traumatiske efter-virkninger – mennesket. Den eneste gang vi iagttager lignende virkninger hos andre dyr er, når de er tæmmede eller konstant udsættes for stresspå-virkninger i kontrollerede laboratoriemiljøer. I disse tilfælde udvikler de akutte og kroniske traumatiske reaktioner.
Dyrene som læremestre.
(s.99 2/1): ”En af vanskelighederne ved behandling af traumer har været den overdrevne vægt på indholdet i den situation, der har frembragt traumet. De, der lider af traumer, har en tendens til at opfatte sig selv som overlevende i stedet for som dyr med en instinktuel helbredelseskraft. Dyrets evne til at komme fri af truslen kan tjene som en model for mennesker. Det kan være en rettesnor for os, som kan vise vejen til vore egne medfødte helbredelses-evner. Vi må lægge mærke til vores egen dyriske natur for at finde de instinktuelle strategier, som er nødvendige for at befri os fra traumerne lammende virkninger”.
8. Hvordan biologien bliver til sygdom: Fastfrysning.
Skyd skylden på neocortex.
(s.101 3/7): ”Hos mennesker derimod opstår traumet som resultat af, at en påbegyndt instinktuel cyklus ikke får lov til at blive afsluttet. Vi traumatiseres når neocortex blokerer for de instinktreaktioner, der indleder afslutnin-gen af denne cyklus”.
Ligne en død.
(s.104 3/1): ”Hvis vi tillod os selv at opleve den dødlignende fornemmelse af at være stivnede og samtidig slap angsten fri, der ledsager den, ville vi være i stand til at komme gennem ubevægeligheden”.
9. Hvordan sygdommen bliver til biologi: Optøning.
Det er energi det hele.
(s.109 1/1): ”De kræfter, der ligger under ubevægelighedsreaktionen og de traumatiske følelser af rædsel, raseri og hjælpeløshed, er når alt kommer til alt biologiske energier. Hvordan vi får adgang til og integrerer disse energier er det, der afgør om vi fortsat vil være fastfrosne og overvældede, eller om vi kommer igennem og kan tø op. Vi har meget at forlade os på. Hvis vi får den rigtige støtte og vejledning, kan vi overvinde frygten. Med den fulde brug af vores højt udviklede evne til at tænke og opfatte, kan vi bevidst bevæge os ud af den traumatiske reaktion. Denne proces skal foregå gradvis og ikke pludseligt. Når vi arbejder med de voldsomt katartiske og flygtige udbrud af raseri, rædsel og hjælpeløshed, er det bedst at tage et lille skridt ad gangen.
Impulsen til at afslutte fastfrysningsreaktionen forbliver levende uanset hvor længe reaktionen har ligget der. Når vi først lærer hvordan vi skal udnytte den, bliver styrken i denne impuls vores vigtigste forbundsfælle i gennem-arbejdningen af de traumatiske symptomer. Impulsen er vedholdende. Selv hvis vi ikke gør tingene optimalt, vil den altid være der og give os en chance mere”.
Somatisk Oplevelse – Gradvis genforhandling.
(s.116 2/1): ”Somatisk Oplevelse er en nænsom og trinvis indfaldsvinkel til en genforhandling af traumer. Den oplevede fornemmelse er det redskab, der bruges til at kontakte og gradvis mobilisere de stærke kræfter, som er bundet i de traumatiske symptomer. Det er noget nær det samme som lang-somt at pille løgskaller fra hinanden for omhyggeligt at blotlægge den trau-matiserede indre kerne. En teknisk forståelse af udviklingen af disse prin-cipper ligger udenfor denne bogs rammer.
Det er vigtigt at forstå, at helbredelse af traumer tager tid. Der kan både være dramatiske og gribende øjeblikke såvel som mere gradvise og ofte prosaiske strækninger på vejen til helbredelse”.
10. Kernen i den traumatiske reaktion.
Ophidselse – højt at flyve, dybt at falde.
(s.123 2/1): ”De fleste nyder den naturlige opstemthed, der er forbundet med vild ophidselse. Mange søger nærdødsoplevelser i form af elastik-spring, frit fald med faldskærm eller paragliding på grund af den euforiske følelse, der ledsager ekstreme ophidselsestilstande. Jeg har arbejdet og talt med adskillige krigsveteraner, som beklager det forhold, at de ikke har følt sig helt levende siden de var midt i kampens hede. Mennesker længes efter at blive udfordret af livet og vi har brug for den spænding, der giver os energi til at møde og overvinde disse udfordringer. En dyb følelse af til-fredshed er en af gevinsterne ved den afsluttende ophidselsescyklus. Denne cyklus ser ud som følger: vi bliver udfordret eller truet og så bliver vi ophid-sede; ophidselsen kulminerer, idet vi mobiliserer for at møde udfordringen eller truslen; ved aktiviteten nedbringes ophidselsen og efterlader os afslap-pede og tilfredse.
Traumatiserede mennesker har en dyb mistro til ophidselsescyklen, som regel af gode grunde. Det skyldes, at ophidselsen for traumeofret er blevet koblet sammen med den overvældende oplevelse af at være lammet af frygt. På grund af denne frygt, vil det traumatiserede menneske firhindre eller undgå afslutningen af ophidselsescyklen og sidder fast i en angstcirkel.
Det gælder for traumeofret om igen at blive gode venner med en enkel naturlov: højt at flyve, dybt at falde. Når vi får tillid til ophidselsescyklen og bliver i stand til at flyve med den, begynder helbredelsen af traumet.
Følgende er nogle af de mest almindelige tegn på ophidselse:
• Fysisk – øget puls, besværet vejrtrækning (hurtig, overfladisk, gis-pende), koldsved,
prikkende muskelspændinger
• Mentalt – øget tankevirksomhed, bevidstheden løber løbsk, bekymring
Hvis vi giver os selv lov til at mærke disse tanker og følelser ved at bruge den oplevede fornemmelse og tillade dem at flyde naturligt, når de først et højdepunkt, hvorefter de begynder at aftage og gå i opløsning. Når denne proces foregår, kan vi opleve skælven, rysten, vibreren, bølger af varme, en dybere vejrtrækning, nedsat puls, varm sved, afslapning i musklerne og en generel følelse af lettelse, behag og sikkerhed”.
Kernen i den traumatiske reaktion.
(s.127 3/1): ”Der er fire komponenter i traumet, som altid vil findes hos den traumatiserede person i en eller anden grad:
1. Stærk affekt.
2. Sammentrækning.
3. Spaltning.
4. Fastfrysning (ubevægelighed), forbundet med følelsen af hjælpeløs-hed.
Disse komponenter danner tilsammen kernen i den traumatiske reaktion. De viser sig som de første, når der sker noget traumatisk. I løbet af livet har vi alle oplevet dem som normale reaktioner. Men når de indtræffer samtidig over længere tid, er det et næsten sikkert tegn på, at vi har oplevet en situa-tion, som har efterladt os med et uløst traumatisk indhold.
Når vi lærer at genkende disse fire komponenter i den traumatiske reaktion, er vi godt på vej til at opdage traumet. Alle andre symptomer udvikler sig ud fra disse fire, hvis forsvarsenergien, der mobiliseres som svar på den trau-matiske situation, ikke udløses eller integreres inden for nogle dage, uger eller måneder efter begivenhederne”.
11. Symptomer på traumer.
(s.140 1/7): ”Organismen er nødt til at finde en vej ud af den cirkel, der er skabt af indtrykket af fare og den ledsagende affekt, hvis den skal komme i balance igen. Lykkes det ikke, fører det til sygdom og svækkelse, idet orga-nismen kompenserer for sin ophidsede tilstand ved hjælp af udtryk, der nu erkendes som traumatiske symptomer”.
Symptomer.
(s.140 2/7): ”Som jeg nævnte tidligere, er de traumatiske symptomer energi-fænomener, som tjener organismen ved at tilvejebringe en organiseret måde at overkomme og binde den enorme energi, der er rummet i både den oprin-delige og den selvforstærkende reaktion på fare”.
RPH: PL viser på siderne 141-143 en oversigt over symptomer og den rækkefølge, som de oftest har i et traumatiseret forløb.
12. Et traumatiseret menneskes virkelighed.
(s.147 1/1): ”Denne bogs forudsætning er at traumet er en del af en naturlig fysiologisk proces, som ganske enkelt ikke er blevet afsluttet. Det er ikke primært afledt af individets personlighed – i det mindste ikke til at begynde med”.
ARPH: Her beskriver PL traumer ud fra en reduktionistisk synsvinkel.
Faren som ikke kan lokaliseres.
(s.147 3/1): ”Få symptomer giver bedre indblik i den traumatiske oplevelse end hyperårvågenhed. Hyperårvågenheden er en direkte og umiddelbar ma-nifestation af den stærke affekt, som er den første reaktion på fare”.
(s.148 3/1): ”Hyperårvågenheden bliver en af måderne at håndtere den over-skydende energi, der er resultatet af et mislykket forsvar mod den oprindeli-ge trussel. Vi benytter hyperårvågenheden til at kanalisere noget af denne energi ind i musklerne i hoved, nakke og øjne i en tvangsbetonet søgen efter fare. Når den forenes med den indre affekt, der stadig er der, kan vores rati-onelle hjerne blive irrationel. Den begynder at kigge efter og bestemme ydre farekilder”.
(s.148 4/7): ”Der er en stigende tendens til at opfatte fare hvor der ikke er nogen, og en reduceret evne til at opleve nysgerrighed, fornøjelse og glæde ved livet”.
Kronisk hjælpeløshed.
(s.152 2/1): ”Kronisk hjælpeløshed indtræder, når fastfrysnings-, oriente-rings- og forsvarsreaktionerne bliver så fikserede og svækkede, at de hoved-sagelig sker forudsigeligt og har en dårlig funktion. Den kroniske hjælpe-løshed føjer sig til hyperårvågenheden og den manglende evne til at lære nye adfærdsvaner og er endnu et kendetegn på det traumatiserede menne-skes virkelighed”.
Traumatisk angst.
(s.155 1/7): ”Den traumatiske angst viser sig som nervøsitet, klynkeri og bekymring og i en anspændt fremtoning”.
Psykosomatiske symptomer.
(s.155 2/4): ”Traumet kan gøre et menneske både blind, stum og døv; det kan forårsage lammelse i ben, arme, eller alle lemmer; det kan medføre kro-niske nakke- og rygsmerter, kronisk træthedssyndrom, bronkitis, astma, mave-tarm problemer, alvorligt præmenstruelt syndrom, migræne og en hel hærskare af såkaldt psykosomatiske tilstande”.
Benægtelse.
(s.155 3/1): ”Mange, der lider under traumer, lever i en resignation hvad deres symptomer angår og forsøger aldrig at finde en vej tilbage til et mere normalt og sundt liv. Benægtelse og hukommelsestab spiller en vigtig rolle for forstærkningen af denne resignationstilstand”.
Forventninger hos dem der overlever traumer.
(s.158 2/1): ”Hvis incesten står på i længere tid, reagerer barnet vanemæs-sigt med at stivne i ubevægelighedstilstanden. For de truede børn bliver ubevægeligheden et dysfunktionssymptom på traumet. Børn bliver ofre både psykologisk og fysiologisk, og de bevarer denne holdning resten af deres liv. De bliver ude af stand til at skifte helt fra ubevægeligheden og tilbage til muligheden for aktiv flugt, uanset hvilken situation de befinder sig. De bli-ver så identificerede med hjælpeløshed og skam, at de bogstaveligt talt ikke længere har ressourcer til at forsvare sig, hvis de bliver angrebet eller sat under pres”.
Sidste runde.
(s.159 1/1): ”Efterhånden som de traumatiske symptomer bliver mere kom-plekse begynder de at indbygge alle oplevelsesaspekter i det traumatiserede menneskes liv i deres fangarme”.
(s.159 3/1): ”Det fænomen, der tvinger til gentagelse af tidligere traumatiske situationer, kaldes gentagetvang. Det er det symptom, der dominerer sidste runde af den nedadgående spiral, som er hele udviklingen i de traumatiske symptomer. Gentagetvangen er endnu mere påtrængende, mærkelig og øde-læggende for os som enkeltindivider, for samfundet og for verden som hel-hed”.
13. Gentagelsens skema.
Gentagetvang.
(s.163 1/1): ”Impulsen til at afslutte og helbrede traumet er lige så stærk og vedholdende som de symptomer, det skaber”.
(s.163 2/1): ”Ud fra et biologisk synspunkt hører adfærd, der er så stærk og tvangsbetonet som den der viser sig i gentagetvangen, ind under kategorien overlevelsesstrategier.
(s.168 5/1): ”I kapitel 7 omtalte vi den kendsgerning, at menneskets hjerne har tre forbundne systemer: krybdyrhjernen (instinkter), pattedyrhjernen (emotioner) og neocortex (rationalitet). Skam er en følelse, der dannes i pat-tedyrhjernen. Retfærdighed er en idé, som formuleres af neocortex, men hvad med instinkterne? Det er min påstand, at hvis den instinktive trang til at udløse den stærke overlevelsesenergi blokeres, vil funktionen i de to an-dre hjernesystemer undergå en dyb forandring”.
(s.169 3/1): ”Freud, der var slået af den måde menneskers hele liv syntes at gennemspille temaet fra barndommen, formulerede begrebet gentagetvang for at beskrive adfærd, forhold, følelser og drømme, der forekom at være genafspilninger af tidligere traumer. Afgørende for Freuds begreb om gen-tagetvang var hans iagttagelse af, hvordan mennesker fortsat satte sig selv i situationer, som på en underlig måde mindede om et oprindeligt traume, for at finde en ny løsning”.
Uden bevidsthed har vi ikke noget valg.
(s.174 2/3): ”Nogle ting skal man behandle ved roden. Traumer er en af tin-gene. Når der forekommer gentagetvang, omtaler vi ofte den resulterende adfærd som dette at agere noget ud. Ordene er velvalgte. Det kaldes at age-re ud fordi det ikke er en spontan handling. Der ligger noget andet til grund for den – noget, som personen ikke er bevidst om”.
At handle ud igen eller at genforhandle.
(s.175 3/1): ”Fordi vi er mennesker, er vi sårbare over for traumatisering på en måde, som dyrene ikke er. Nøglen til at komme ud af denne tilsynela-dende uløselige knibe findes i den egenskab, som tydeligst adskiller os fra dyrene – nemlig vores evne til at være bevidst opmærksomme på den indre oplevelse. Når vi er i stand til, ligesom Jack, at falde ned, opleve alle de fornemmelses- og følelseselementer, der ledsager de traumatiske mønstre, og give dem lov til at afrunde sig selv inden vi går videre, begynder vi at få adgang til og kunne forvandle de drifter og motiver, der ellers tvinger os til at handle de traumatiske situationer ud igen og igen. Den bevidste opmærk-somhed som nås gennem den oplevede fornemmelse, giver os en nænsom energetisk udløsning, der er lige så effektiv som den dyrene opnår gennem handling. Dette er genforhandling”.
Inde i kroppens teater.
(s.175 4/1): ”Affekten bliver kronisk som følge af overvældende fornem-melser og følelser, der har en indre årsag. Det er grunden til, at traumet kan og skal forvandles gennem indre arbejde. Når vi handler ud er verden vores scene. Når vi holder os til det ydre, er der ingenting der forandres. Derfor fører det at handle ud sjældent til det ønskede resultat.
Det er også til skade for os, at vi lever i en kultur, som ikke respekterer den indre verden. I mange kulturer er den indre verdens drømme, følelser, bille-der og sansninger hellige. Alligevel er de fleste af os kun overfladisk bevid-ste om dens eksistens. Vi har kun ringe eller slet ingen erfaring med at finde rundt i det indre landskab. Når derfor vore oplevelser kræver det, er vi helt uforberedte. I stedet for at forhandle tingene ordentligt på plads, hvis vi overhovedet forsøger det, er vi mere tilbøjelige til at handle problemerne ud”.
(s.176 2/6): ”Alle de informationer, vi behøver for at begynde at genfor-handle traumet, er tilgængelige for os. Kroppen (instinktet) fortæller os, hvor blokeringerne ligger og hvornår vi går for hurtigt frem. Intellektet kan fortælle os, hvordan vi skal regulere oplevelsen, så vi ikke bliver overvæl-dede. Når disse hjernefunktioner arbejder sammen, kan vi etablere et særligt forhold mellem den generelle indre oplevelse og traumets kaos. Ved at gå langsomt frem og tillade oplevelsen at åbne sig trin for trin, kan vi fordøje de aspekter ved den traumatiske oplevelse, som ikke er assimilerede, i et tempo, som vi er i stand til at udholde”.
Efterskrift: Hvor langt væk i tid og rum?
(s.176 4/1): ”Ingen diskussion af gentagetvangen er fuldstændig uden i det mindste at nævne et enkelt fascinerende aspekt ved den traumatiske genta-gelse, som unddrager sig forklaring. Jeg refererer specifikt til afreaktioner på traumatiske begivenheder, som kan spores tilbage gennem adskillige generationer i familiens historie”.
14. Forvandling.
(s.179 1/5): ”I forvandlingen fra en traumatisk til en fredfyldt tilstand, sker der grundlæggende forandringer i nervesystem, følelser og opfattelser, som kan opleves gennem den oplevede fornemmelse.
(s.179 2/1): ”Gennem forvandlingen genvinder nervesystemet sin evne til selvregulering [ARPH: Kybernetik]. Vore følelser begynder at virke opløftende i stedet for nedslående. De fører os ind i en oplivende evne til at hæve os op og svæve hen over, hvilket giver os mere fuldt perspektiv på vort naturlige sted. Vor opfattelse udvides til at omfatte en modtagelighed og accept af det, der er, uden at dømmer. Vi er i stand til at lære af vore livserfaringer. Uden forsøg på at tilgive forstår vi, at der ikke findes nogen skyld. Vi får ofte en mere sikker følelse af os selv, samtidig med at vi får mere livsmod og bliver mere spontane. Denne nye selvsikkerhed tillader os at slappe af, nyde og leve livet mere fuldt. Vi svinger bedre med livets lidenskabelige og ekstatiske dimensioner”.
Himmel, helvede og helbredelse: Landet midt imellem.
(s.182 2/1): ”Somatisk Oplevelse er en af disse metoder. Den giver os mu-lighed for gradvis at slå bro over kløften mellem himmel og helvede og forene de to modsætninger. Fysiologisk talt er himlen udvidelse og helvede sammentrækning. Når man forener dem trin for trin, helbredes traumet næn-somt”.
Hvad skete der i virkeligheden.
(s.187 2/1): ”I Margarets tilfælde understøtter uafhængige beretninger om hændelsen (herunder lægeudtalelser og politiets undersøgelser) de grund-læggende kendsgerninger i hendes fortælling. Ikke desto mindre er den overraskende sandhed den, at jeg efter at have hjulpet tusinder af klienter med at efterspore deres oplevede fornemmelse uden nogen form for tøven kan sige, at uanset om Margarets fortælling var fuldstændig præcis eller pure opspind, så ville det ikke spille en rolle med hensyn til helbredelsen af hendes traumatiske symptomer.
Bevægede Margaret sig gennem sine traumatiske symptomer, fordi hun kom tilbage til fortiden og genoplevede en bogstavelig redegørelse for de ople-velser, hun havde haft som barn? Eller havde hun som voksen en oplevelse, hvorunder hendes organisme frembragte forskellige fragmenter fra flere forskellige begivenheder i tid og rum, som kunne understøtte helbredelses-processen? Hvis den første forklaring skulle være dækkende, måtte manden have løst hendes bånd og ladet hende lege lidt i bladene, hvorefter han så bandt hende til træet igen – to gange. Det er selvfølgelig en mulighed. Men ville hun have moret sig i sådan en situation? Det virker ikke spor sandsyn-ligt. Det er mere sandsynligt, at hun legede i bladene på et helt andet tids-punkt og indførte billedet som en ressource, der kunne hjælpe med at for-stærke den helbredende hvirvel”.
Genforhandling og gentagetvang.
(s.189 4/7): ”Når vi handler ud kan vi opleve frygt og/eller beruselse over at opleve det. Vi kan også blive afhængige af den lettelse og spænding, som opstår, når vi konfronterer vores dybeste angst. Men vi lærer ikke den sande beherskelse og overgivelse, som finder sted, når traumet bliver forvandlet.
I genforhandlingen begynder vi gradvis at forstå disse love og kræfter, så vi lærer at stole på dem og overgive os til dem. Vi kan opleve ophidselse uden at spænde og blive bange. Vi kan få en virkelig følelse af at være ovenpå.
I den Somatiske Oplevelse drejer hele genforhandlingen sig om at lære at opleve organismens naturlige love for genopretning”.
(s.191 2/1): ”Et af de dybeste og begrebsmæssigt mest lovende aspekter ved helbredelse af traumer er at forstå den rolle, hukommelsen spiller.
Mange af os har den fejlagtige og begrænsende forestilling, at vi for at hel-brede traumer er nødt til at trække frygtelige erindringer frem fra fortiden. Hvad vi ved med sikkerhed er, at vi føler os skadede, fragmenterede, be-kymrede, skamfulde, ulykkelige osv. I et forsøg på at få det bedre, søger vi efter årsagen til vores ulykke i håbet om, at vi ved at finde den kan få en lettelse i vores kval.
Selv hvis vi er i stand til at hale nogenlunde præcise erindringer om en hændelse frem, så vil de ikke helbrede os. Tværtimod kan denne unødven-dige øvelse føre til, at vi handler oplevelsen ud og bliver trukket ind i trau-mehvirvlen endnu en gang. Denne søgen efter erindringer kan skabe mere smerte og kval, samtidig med at den bestyrker den fastfrosne ubevægelig-hed. Derpå udvides den onde cirkel, når vi føler os tvunget til at lede efter andre forklarende omstændigheder (erindringer), som kan forklare den for-øgede lidelse. Hvor væsentlige er disse erindringer?
Der er to slags erindringer i forbindelse med traumer. Den ene slags minder lidt om et videokamera, som filmer begivenhedernes rækkefølge. De kaldes eksplicit (bevidst) hukommelse og lagrer information som for eksempel om, hvad du foretog dig ved festen i aftes. Den anden slags drejer sig om måden, hvorpå organismen organiserer oplevelsen af betydningsfulde situationer – som for eksempel hvordan man skal køre på cykel. Denne type hukommelse kaldes implicit (proceduremæssig) og er ubevidst. Den beskæftiger sig med ting vi ikke tænker over, kroppen gør det bare.
På mange måder kan de tilsyneladende konkrete billeder i det traumatisere-de menneskes erindring være de vanskeligste at slippe igen. Det gælder navnlig når personen tidligere har forsøgt at komme gennem de traumatiske reaktioner ved at bruge en form for psykoterapi, som tilskynder til katarsis og følelsesmæssig genoplevelse af den traumatiske situation som et univer-salmiddel til helbredelse. Katarsis forstærker hukommelsesbilledet som den absolutte sandhed og forstærker også uundgåeligt traumehvirvlen. En for-kert forståelse af erindringen er en af de misforståelser, der forstyrrer for-vandlingsprocessen”.
Men det virker så virkeligt!
(s.195 1/3): ”Nylige undersøgelser antyder, at virkelighedskarakteren af et billede forstærkes med styrken i den affekt, der er forbundet med billedet”.
(s.199 2/9): ”Nøglen til traumets forvandling er at bevæge sig langsomt i retning af fleksibilitet og spontanitet.
Når vi bliver traumatiserede, indtræffer der før eller senere en kraftig for-styrrelse i den måde vi behandler information. Organismen bliver desorga-niseret og taber meget af sin bevægelighed og normale evne til at ordne in-formation. Denne normale, selvorganiserende funktion må genoprettes. Hvis vi er tilbøjelige til at fokusere på erindringer (også selv om de grundlæg-gende er præcise), er det vigtigt at forstå, at dette valg skader vores evne til at komme ud af de traumatiske reaktioner. Forvandling kræver forandring. Noget af det der skal forandres, er det forhold vi har til vores erindringer”.
15. I den elvte time: Forvandling af samfundstraumet.
Hvorfor dræber, lemlæster og piner mennesker hinanden?
(s.208 2/4): ”Vore tidligere konflikter med hinanden har skabt en arv af frygt, afstandtagen, fordomme og fjendtlighed. Denne arv er en traumatisk arv, der i bund og grund ikke adskiller sig fra den som enkeltmennesker oplever – bortset fra omfang.
Traumatisk gentagetvang er en af de stærkeste og mest vedholdende reakti-oner, som følger i kølvandet på et traume. Når vi først er traumatiserede, er det næsten sikkert at vi på en eller anden måde vil fortsætte med at gentage eller afreagere dele af oplevelsen. Vi vil gang på gang blive trukket ind i situationer, som har lighedspunkter med det oprindelige traume. Når menne-sker bliver traumatiserede af krig, er konsekvenserne chokerende”.
Forvandling af samfundstraumet.
(s.211 3/1): ”Fordi spædbørn ved fødslen er højt udviklede organismer, sen-der de nogle der aktiverer mødrenes dybeste følelser af alvor, ansvarlighed og biologisk kompetence. I det sunde forhold giver mødrene og deres spæd-børn gensidig hinanden næring ved at udveksle fysiologiske reaktioner, som tilfredsstiller begge parter, og som igen skaber en følelse af sikkerhed og velbehag. Det er denne situation, der kan få traumets onde cirkel til at for-vandle sig.
Forvandlingsprocessen fortsætter med at mødrene sætter deres børn på gul-vet og giver dem lov til at udforske rummet. Som selvlysende magneter be-væger babyerne sig fulde af glæde hen mod hinanden og overvinder enhver form for generthed, mens mødrene stille og roligt støtter deres udforskning ved at danne en cirkel omkring dem. Den følelse af fælles forbundethed, som dette lille eventyr skaber, er svær at beskrive eller forestille sig – det skal man opleve selv”.
Naturen er ikke dum.
(s.213 3/1): ”Man kan ikke bare overse traumet. Det er noget medfødt i vo-res primitive biologi, som har efterladt os der. Den eneste måde, vi kan befri os selv fra at handle den traumatiske arv ud, både individuelt og kollektivt, er ved at forvandle arven ved hjælp af genforhandling. Hvad enten vi vælger at forvandle denne arv gennem gruppeoplevelser eller individuelt, så skal det gøres”.
16. At give (følelsesmæssig) førstehjælp efter en ulykke.
Fase I: Øjeblikkelig indgriben (på ulykkesstedet).
• Hvis livsreddende lægeindgreb er nødvendige, må de naturligvis gå forud.
• Hold personen varm, liggende og i ro – medmindre naturligvis de er i yderligere fare ved at blive hvor de er.
• Tillad dem ikke at fare op, hvilket de måske er tilbøjelige til. Følel-sen af at være nødt til at gøre noget eller handle på den ene eller an-den måde, kan overdøve det basale behov for ro og udløsning af energien. De kan have et ønske om at benægte omfanget af ulykken og optræde, som om de er helt ok.
• Bliv ved den tilskadekomne person.
• Forvis dem om, at du vil blive hos dem og at der er hjælp på vej (hvis det virker som om) de er kommet til skade, men at de nok skal klare det. (Man må her bruge sin dømmekraft – man vil måske ikke sige sådan, hvis de er kommet meget slemt til skade.)
• Hold dem varme, for eksempel dækket af et let tæppe.
• Hvis ulykken ikke er alt for alvorlig, kan du opfordre personen til at mærke sine kropsfornemmelser, som blandt andet kan omfatte: adrenalinskyl, følelsesløshed, rysten og skælven eller følen sig varm eller kold.
• Vær nærværende, så du kan hjælpe personen med at udløse energi.
• Fortæl dem at det ikke alene er helt i orden at de ryster, men at det er godt og hjælper dem til at afreagere chokket. Efter rystelserne føler de sig lettede og kan mærke varme i hænder og fødder. Deres vejr-trækning skulle også gerne blive dybere og mere ubesværet.
• Denne fase kan let vare femten til tyve minutter.
• Når hjælpen når frem, så bliv hos den tilskadekomne person hvis det er muligt.
• Hvis det er nødvendigt, så få hjælp fra en anden til at bearbejde hændelsen”.
Fase II: Når personen er transporteret hjem eller på hospitalet.
(s.218 2/1): ”Fortsæt med at holde dem rolige og i hvile, indtil de er kommet ud af den akutte chokreaktion.
Mennesker, der er kommet til skade, bør altid tage et par dage fri fra arbejde og give sig selv lov til at komme til hægterne igen. Det er vigtigt, også selv om de mener at skaden ikke berettiger dem til at blive hjemme. (Deres mod-stand kan være en helt almindelig afværgemekanisme og et forsvar mod en følelse af hjælpeløshed.) Almindelige skader, som for eksempel piske-smæld, kan forværres og kræve meget længere behandlingstid, hvis man springer denne første helbredelsesfase over. En dags eller tos hvile er en god forsikring.
I den anden fase vil personen, der har overlevet en ulykke, ofte begynde at få følelser op. Tillad at følelserne bliver følt uden at dømme over dem. Det kan være følelser som: vrede, frygt, sorg, skyld og angst.
Den tilskadekomne kan fortsætte med at have kropsfornemmelser som rysten, kuldegysninger og så videre. Det er stadig helt i orden”.
Fase III: Begynde at gå ind i og genforhandle traumet.
Fase IV: Opleve selve sammenstødet (ulykken).
17. Førstehjælp til børn.
Forsinkede reaktioner på traumer.
(s.227 4/1): ”Af alle disse forløbere for traumer, er lægebehandlinger langt de hyppigste og dem, der kan rumme den kraftigste påvirkning. Mange be-handlingssteder forstærker (uden at ville det) frygten hos et allerede skræmt barn. Som forberedelse til rutinemæssige behandlinger, spændes spædbørn fast i seler for at de ikke skal bevæge sig. Men et barn, der kæmper så hårdt at det er nødvendigt at spænde det fast, er et barn som er alt for skræmt til at blive fastspændt uden at det får alvorlige konsekvenser. På samme måde er et barn, som er alvorligt bange, ikke et barn som man kan give narkose, før-end en vis ro er genetableret. Hvis et barn lægges i narkose, mens det er bange, vil det næsten med sikkerhed blive traumatiseret – og ofte ganske alvorligt. Børn kan endog blive traumatiserede af at få lavementer eller få taget temperatur, hvis det gøres ufølsomt.
Mange af de traumer, der er forbundet med lægebehandling, kan undgås, hvis sundhedspersonalet foretager sig følgende:
1. Opmuntrer forældrene til at blive sammen med deres børn.
2. Forklarer så meget som muligt på forhånd.
3. Venter med behandlinger indtil børnene er rolige.
Førstehjælp ved ulykker og fald.
(s.228 3/1): ”Ulykker og fald er en helt normal og som regel harmløs del af opvæksten. Ikke desto mindre kan et barn undertiden opleve en traumatisk reaktion på en af disse dagligdags hændelser. Det er ikke sikkert at du blot fordi du var til stede ved et af den slags uheld, får et fingerpeg om graden af dets alvor. Et barn kan blive traumatiseret af situationer, som på voksne virker ret ubetydelige. Det er vigtigt at være opmærksom på den kendsger-ning, at børn kan være ganske gode til at skjule tegn på en traumatisk på-virkning, navnlig hvis de mærker at det ikke at være kommet noget til gør mor og far glade. Det informerede perspektiv er den bedst mulige forbunds-fælle, når man skal ragere på børns behov”.
(s.228-231 5/1): ”Her er nogle retningslinjer:
1. Tag dig først af dine egne reaktioner.
2. Hold barnet i ro og stille.
3. Opmunter barnet til (eller om nødvendigt kræv af det), at det giver sig
god tid til at hvile sig et sikkert sted.
4. Efterhånden som det fortumlede udtryk begynder at forsvinde, retter du
forsigtigt barnets opmærksomhed mod dets fornemmelser.
5. Giv tid til et par øjeblikkes tavshed mellem spørgsmålene.
6. Væk ikke diskussion omkring uheldet.
7. Læg vægt på barnets fysiske reaktioner.
8. Forhold dig til sidst til barnets følelsesmæssige reaktioner.
Man kan ikke altid undgå traumer; det er et af livets vilkår. Men traumet kan helbredes. Det er en afbrudt proces, som har en naturlig tilbøjelighed til at afslutte sig selv så snart det er muligt. Hvis du kan skabe de rigtige omstæn-digheder, vil dit barn afslutte processen og undgå de ødelæggende virknin-ger af traumet”.
Hvordan kan jeg vide, om mit barn har været udsat for et traume?
(s.233 2/1): ”Enhver usædvanlig adfærd, som starter kort efter en alvorligt skræmmende situation eller lægebehandling, navnlig hvis den involverer bedøvelse, kan være et tegn på at dit barn er traumatiseret. Tvangsbetonede og gentagne manerer – som for eksempel hele tiden at slå med en legetøjsbil på en dukke – er næsten sikre tegn på en uløst reaktion på en traumatisk situation.
(s.233 3/1): ”Andre tegn på traumatisk stress omfatter:
1. Vedvarende overkontrolleret adfærd
2. Regression til tidligere adfærdsmønstre, f.eks. at sutte på finger.
3. Hysteriske anfald og ukontrollable raseriudbrud.
4. Hyperaktivitet.
5. En tendens til at blive forskrækket.
6. Tilbagevendende angst om natten eller mareridt, at slå omkring sig i søvne og tisse i sengen.
7. Manglende evne til at koncentrere sig i skolen og glemsomhed.
8. Overdreven stridbarhed eller skyhed, tilbagetrækning eller frygt-somhed.
9. Overdrevent behov for at klynge sig.
10. Mavepine, hovedpine eller andre sygdomme af ukendt oprindelse.
For at finde ud af, om en usædvanlig adfærd faktisk er en traumatisk reakti-on, kan du prøve at nævne den skræmmende situation og se, hvordan barnet reagerer. Et traumatiseret barn har enten ikke lyst til at blive mindet om den forudgående situation eller bliver omvendt ophidset og angst og kan slet ikke holde op med at tale om den, når emnet først er bragt på bane”.
(s.234 3/1): ”Man behøver ikke at være bekymret for at reaktivere et trau-matisk symptom. De fysiologiske processer, som er involveret, responderer i deres primitivitet godt på indgreb, der både vækker dem og giver dem mu-lighed for at følge helbredelsens naturlige forløb. Dit arbejde er ganske en-kelt at skabe en lejlighed, hvor det kan finde sted”.
Hovedprincipper for genforhandling af traumer med børn.
(s.238 3/1):
1. Lad barnet kontrollere farten i legen.
2. Skeln mellem frygt, rædsel og spænding.
3. Tag et lille skridt ad gangen.
4. Vær tålmodig – og god til at rumme.
5. Hvis du mærker, at barnet ikke for alvor bliver hjulpet af legen, så stop
den.
Efterskrift – Tre hjerner, én bevidsthed.
(s.242 2/1): ”Vi ser, at vi for at løse traumet må lære at bevæge os flydende mellem instinkt, følelse og rationel tænkning. Når disse tre kilder er i balan-ce og kommunikerer fornemmelse, følelse og erkendelse, kan organismen fungere efter hensigten”.
(s.242 5/1): ”Uden klar kontakt med instinkter og følelser, kan vi ikke mær-ke sammenhæng og følelsen af at være forbundet med denne jord, en familie eller noget som helst andet.
Heri ligger traumets rødder. Adskillelsen fra den oplevede fornemmelse af at høre til efterlader følelserne sprællende i et tomrum af ensomhed. Det leder den rationelle tænkning til at skabe fantasier, som bygger på adskillel-se i stedet for samhørighed. Disse fantasier tvinger os til at konkurrere, føre krig, mistro hinanden og underminere den naturlige respekt for livet. Når vi ikke mærker samhørighed med alle ting, er det lettere at ødelægge eller at ignorere dem. Mennesker er naturligt indstillet på samarbejde og kærlighed. Vi kan lide at arbejde sammen. Men hvis vore hjerner ikke er fuldt integre-rede, ved vi det ikke om os selv.
Vi integrerer den tredelte hjerne i processen med at helbrede traumet. Den forvandling, der sker når vi gør dette, opfylder vor evolutionære bestemmel-se. Vi bliver fuldkomne menneskelige dyr i besiddelse af alle naturlige ev-ner. Vi er vilde krigere, blide mødre og alt derimellem”.
Kommentarer (4)
05-04-2008, af: Ralf Ploug Hansen
Kære medlemmer og andre interesserede.
Vi har nu oprettet en bloq, som der kan skrives på af alle medlemmer.
Læs vejledningen inde i bloggen .
Det kræver login.
Password og brugerkode rekvireres via egen e-mail adresse.
Venlig hilsen
Bestyrelsen
Kommentarer (2)
05-04-2008, af: Ralf Ploug Hansen
Kommentarer (1)
